Maja

Sharkwall eller Wall of sharks.

Det lyder som den drabelige titel på en blockbuster fra Hollywood. Men i virkeligheden er det ganske fredeligt og eventyrligt smukt.

Det ligger her i sydpasset på Fakarava, og er UNESCO verdensarv.

Hundredevis af hajer svømmer gennem passet og ud igen i en evig ellipse. Sort- og hvidtippede revhajer, gråhajer, silkehajer og nursesharks. Køkulturen er forbilledlig, mens de cruiser afsted på pæne rækker med disciplinerede overhalinger.

Sydpasset ligger som en smal kløft mellem to små øer – eller motu’er som de små banker af koralgrus og palmer hedder, som ligger på revkanten. Vi lægger os på skrantens kant på 20 meters dybde og kigger nogle meter længere ned i dybet, hvor hajerne svømmer. Dem, der snorkler i overfladen kan også se det.

På skranterne er det som at svømme i et akvarium, for det vrimler med liv i alle farver, former og størrelser.

Grønne napoleonsfisk så store som Astrid følger os ganske tæt på med øjnene – et øje af gangen for de sidder på siderne af det enorme fiskehoved. Flokke af klare koboltblå fisk på størrelse med en tommelfinger driver med strømmen som en sky. Enorme groupers og trickerfish jagter rundt mellem korallerne. En flagermuserokke hænger frit svævende midt i vandsøjlen og blafre sløvt med vingerne. Vi ved, at der er mantarokker og ørnerokker i passet, men ser dem ikke.

Når jeg svømmer rundt om en koralknold og pludselig står ansigt til ansigt med en haj, så kigger vi med lige dele overraskelse på hinanden, før vi svømmer hver vores vej. Hajerne er over det hele uanset, hvor vi snorkler.

‘Mor! Hvis du synes de kommer for tæt på, så skal du bare stille dig lodret i vandet og gøre dig stor, så svømmer de væk’, siger Astrid fuldstændig uforfærdet.

I passet fanger vi den indadgående tidevandsstrøm om formiddagen, og driver afsted i overfladen med snorkeludstyr.

Jeg tager Astrid i hånden, da strømmen tager til rundt om hjørnet. Vi flyver afsted over revet i forrygende fart, og da vinden og strømmen også rejser bølgerne i hvide skummede toppe i lagunen, hstikker vi hovedet op af vandet. Knud Erik er kravlet op i gummibåden, som han har haft med på slæb på snorkelturen, og er på vej for at hente os og de andre.

Jeg har ikke været i ferskvand, siden vi badede i vandfaldet for en måned siden. Der er så mange saltkrystaler på min krop og i mit tøj, så det føles som om, jeg har rullet mig i en sandkasse. Vi har næsten givet op over for Astrids hår, som er en stor filtret dreadlog, men med store mængder balsam og tålmodighed lykkes det til sidst at få de redt den ud.

Flere andre både ligger her ved sydpasset, og vi mødes til sundowners på dykkercenterets terresse. Der udveksles erfaringer og drømme: hvad tænker i om risikoen for pirater i Rødehavet. Kan man virkelig sejle op gennem Amazonasfloden, hvis vi sejler hjem via Sydamerika. Hvordan er mulighederne på Tonga og i Mikronesien i forhold til corona? Alle afkroge af kloden er mulige.

Dem, der sejler alene sætter pris på selskab fra andre, og dem der sejler i små fællesskaber sætter pris på nye stemmer.

Både for dem, der sejler med sine aller kæreste og for dem, der sejler med gaster er det både en gave og en udfordring at bo så tæt sammen.

Astrid er blevet veninde med Amanda som er 13 år og som siden december har sejlet med sin farfar på hans båd Fantasia – bare de to.

Vi mødes også til bålhygge og snobrød på stranden. Men der er uvejr på vej, som vi holder øje med, mens bålet knitrer og snobrødene bager.

Lynene blitzer rundt i horisonten og højt oppe i luftlagene kan vi se, at vinden har flået skyerne i stykker, så de svæver rundt som totter i alle former og størrelser og laver de særeste billeder.

Om natten kommer uvejret ind i lagunen med 25-30 sekundmeter vind. Det er stormstyrke, og det varer en del minutter, før det driver over.

Enorme drøn fra tordenskrald får båden til at ryste. Vinden og bølgerne flår i ankerkæden, der giver sig og skurer frem og tilbage i ordentlige ryk under båden. Men ankeret har kloret sig fast i bunden og det holder, mens himmel og hav står i et omkring os.

Vi har hørt om både med lynnedslag i masten som har smadret elektronikken og alle instrumenter ombord. Men det er den største bekymring. Der er ikke historier om personskader ved lynnedslag.

Når jeg sidder i min lejlighed i København og stormen hyler om hushjørnerne, så er en båd det sidste sted i verden, jeg har lyst til at være. Men det føles anderledes her, måske fordi der ikke er så meget at gøre ved det.

Vi priser os alligevel lykkelig for ikke at være på det åbne hav, men at ligge i læ i atollernes stille vand.

Da vi tog afsted fra Marquesas, sejlede vi ud i et åbent vejrvindue med meteorologernes forudsigelse om en fin tur. Det, vi ser her nu, havde været synligt på meteorologernes satelitbilleder, og selvom vi nok kunne komme uskadt igennem de mange squalls på det åbne hav, så havde vi helst været fri. Men vores tur over var i perfekt vejr, og nu ligger vi her i lagunernes lave vand.

Vi har spist tun på utallige måder og alle smager fantastisk. Men nu er den 60 kilo tuner tun, som vi landede på dækket for 4 uger siden, væk.

Nettene som hænger i cockpittet og kasserne under trappetrinene ned til kahytten er ved at være tømt for frugt og grønsager. Vi har ikke mere musli og vi kigger dybt under dørken for at finde de sidste dåser kokosmælk, flåede tomater og linser frem.

I foregårs sejlede vi til nordpasset. Her ligger en lille lufthavn og det er tid til at pakke vores køjesække, og vende næsen hjemad.

For en Skakhjerne som min, der altid tænker 5 skridt frem, har det været sundt at blive sat totalt skakmat. Jeg har for længst overgivet mig. Til tiden. Til vejret. Til naturen. Til tilfældighederne og uforudsigeligheden. Til den vilde strøm i passene, og til vinden der kommer og går. Jeg kan ikke gøre noget ved det.

Uvejret kommer om jeg vil det eller ej, og det driver over igen. Et oceankryds tager den tid, det tager. Det er ikke godt at vide hvad morgendagen bringer.

Nu er det slut. Næsten slut. Papeete venter på Tahitit, før turen går hjem.