Maja

Når jeg kigger på en globus, så forstår jeg, hvorfor vores planet hedder den blå planet, for Stillehavet fylder hele den ene side.

Vi er sejlet fra Marquesas til Tuamutu atollerne, og langt derude midt i det store ocean fornemmer jeg, hvor stor planeten egentlig er.

Uendeligt blåt hav i en cirkel hele vejen rundt om os, og alligevel er det område, jeg kan se, kun en lille prik i det store ocean. Båden pløjer sig gennem bølgerne fra den ene polynesiske ø-gruppe til den næste. Flere ugers sejlads mod øst ligger Sydamerika og mod vest ligger Indonesien.

Når jeg så tænker på, at der er flere kilometer til havbunden og 1000-vis af lysår til den nærmeste stjerne, så føles det hele svimlende stort.

Kun 5 % af verdenshavene er udforsket, så det er ikke godt at vide, hvad der gemmer sig flere kilometer under kølen. Måske slås de store kæmpeblæksprutter med kaskelothvalerne. Måske er der Lygtefisk. Eller den der underlige fisk med en gennemsigtig hjerneskal, så den kan kigge hele vejen rundt om, over og under sig selv. Men der gemmer sig nok også væsener, vi slet ikke kender.

Der falder ro og rytme over båden og tiden går bare sin gang, mens vi tilbagelægger de 650 sømil.

En tidlig morgen dukker den første atoll op af havet i horisonten. En lille lav bunke sand med palmer på oven på et koralrev.

Vandet har skiftet farve fra det grønblå vand med de mange næringsstoffer i på Marquesas, til blålilla på det dybe vand mellem atollerne og turkisblåt i lagunerne.

Et mørkt gardin af skyer trækker op i horisonten og varsler både regn og meget vind. Vi hiver forsejlet ind, rydder cockpittet og lukker af ned til kahytten, før vandet og vinden rammer båden.

Egentlig er det et forkert tidspunkt på året, vi har valgt at sejle til atollerne. Der er tyfonsæson i Stillehavet og langturssejlerne i Polynesien søger i læ på Marquesasøerne. Jeg havde derfor regnet med, at vi skulle blive der.

Men det er La Ninja år i år, og det gør det muligt og sikkert alligevel at sejle andre steder hen. Vi er opmærksomme på , at der kan være flere og kraftigere squalls med kraftig regn og stærk vind, og når de bygger op i horisonten skal vi gøre klar til en ordentlig skylle og masser af vind. Vi holder selvfølgelig også øje med vejrudsigten, og ved for eksempel at Tahiti for en måneds tid siden blev ramt af en nordlig snert af en tyfon uden det var noget, vi mærkede noget til på Marquesas.

Atollen Tahanea blev vores første stop. En øde atoll på størrelse med Fyn med flere passager gennem revet. Derfra hvor vi lå, kunne vi se tre-fire småøer, der lå som store bunker sand på revet med palmer på. Længere ude kunne vi svagt ane de andre små øer der lå på ringrevet som balancerede hele vejen rundt på horisonten.

Man skal kigge langt efter bountystrande, for det er kun de hårde skarpe og spidse koraller, der stikker op som fastland, og der er intet andet på øerne end palmer og døde koraller.

Her lå vi i tre dage. Snorklede, dasede, læste, gloede ud i luften.

Små sorttippede hajer svømmede ofte tæt forbi båden, og mens jeg synes de lidt større gråhajer på jagt i det grumsede vand på Marquesas var creepy, så var småhajerne i lagunen altid noget, vi håbede at se på snorkleturene.

Vi tog på flere snorketure i revpassagen, når strømmen var indadgående. Med gummibåden på slæb kunne vi lade strømmen gribe os, så vi fløj hen over koralhaverne med mylderet af fisk under os og ind i lagunens stille vand.

En formiddag lå der seks småhajer pg kredsede om de farverige fisk, som havde slået sig ned under båden – som altid uden at røre dem. Astrid og en anden gast på båden sprang i for at se hajerne tættere på i vandet.

Normalt svømmede de væk fra os, når de havde tjekket, hvad vi var for nogle skabninger. Men denne formiddag lå de længe og kredsede rundt med samme nysgerrighed på menneskene, som menneskene havde på dem.

Igår sejlede vi til atollen Fakarava som er UNESCO verdensarv. Her ved sydpasset er der et lille dykkercenter og her ligger flere andre både.

Idag havde vi egentlig sat næsen op efter snorkling og bål på land med de andre både

Men det bliver ikke idag.

Det er rigtig gråt og køligt ruskvejr. Flere kraftige squalls kommer forbi med 20-30 sekundmeter vind og masser af regn og bulderet fra torden. Filmvejr, kalder en anden gast ombord det, for det set dramatisk ud.

Vi bliver om læ i kahytten, hvor vi læser, tegner, hænger ud.